WeBible

1 - Men Job svarede og sagde:

2 - Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

3 - Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

4 - Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

5 - han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

6 - han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

7 - han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

8 - han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

9 - han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

10 - han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

11 - Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

12 - Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

13 - Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

14 - Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

15 - Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

16 - Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

17 - Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

18 - Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

19 - Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

20 - Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

21 - Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

22 - Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

23 - Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

24 - Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

25 - Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

26 - De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

27 - Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

28 - da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

29 - Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

30 - Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

31 - da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

32 - Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

33 - Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

34 - Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

35 - Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.